Nu bliver det vildt: Med propeller på ATV’en flyver du 100 kilometer i timen

Seks rotorer med eldrevne propeller, der snurrer med 2.000 omdrejninger i minuttet – så har du en luftbåren ATV, enhver må flyve efter 45 minutters undervisning

Det amerikanske firma Ryse Aero Technologies kalder selv sin nyeste opfindelse til landbruget for en flyvende ATV.

Det lille luftfartøj med åbent cockpit og seks rotorer til at løfte og flyve maskinen er tænkt til at træde i stedet for den klassiske og mange steder helt uundværlige landbaserede ATV på fire gummihjul.

Den flyvende ATV, som rent teknisk kaldes en eVTOL, fordi den er ultralet med en vægt på blot 129 kilo og starter og lander lodret, kræver ifølge firmaet blot tre kvarters grundlæggende instruktion i flyvning, regler og sikkerhed, inden landmanden er klar til at gå på vingerne. 

Der er derfor intet krav om pilotcertifikat.

Rekon flyvende ATV

Oplagt til landbruget

E’et i typebetegnelsen marker, at det er en fuldelektrisk maskine.

- Den er tænkt til folk, der har en bestemt funktion, skal et bestemt sted hen eller har en opgave, de skal have løst, forklarer Mick Kowitz, grundlægger og adm. direktør for Ryse Aero Technologies og peger på landbruget som den første og mest oplagte kundekreds og afgrøde-overvågning samt tilsyn med kvæg på græs som relevante opgaver til den flyvende ATV.

Rekon flyvende ATV

Batteri-depoter placeres i marken

Selve den flyvende ATV med navnet Rekon kommer i luften ved hjælp af seks rotorer, der drives af elmotorer, som får strømmen fra hver sin genopladelige batteripakke. 

Batteripakkerne er lette at skifte, og derfor forestiller Mick Kowitz sig, at landmænd med store bedrifter placerer ladestationer og batteripakker strategiske steder på arealerne.

Fuldt opladet angives flyvetiden til 25 minutter, mens topfarten ligger på omkring 100 kilometer i timen.

Vægten er holdt nede ved brug af kulfiber overalt, hvor det har kunnet lade sig gøre, bl.a. propellerne.

Rekon flyvende ATV

Pris: 1,1 millioner kroner

Styringen sker ved hjælp af en stor skærm samt to joysticks, assisteret af en kraftig computer.

Den forventede levetid på batterierne er 4,5 år, mens motorer og styring skønnes at have en minimumslevetid på 2.500 timer. 

Prisen i Europa skønnes ifølge agro-magasinet Future Farming at blive godt 1,1 millioner kroner.

Ryse Aero Technologies forventer at få 100 maskiner i luften i år og skalerer næste år produktionen op til 1.000 maskiner med udstrakt brug af 3D-printning og brug af let udskiftelige komponenter for at gøre service let og hurtig.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.