En ensidig dansk CO2-afgift på landbrugets biologiske processer vil uden tvivl rykke på et veletableret markeds tektoniske plader. Det er, som om nogle politikere grundlæggende ikke forstår, hvad EUs indre marked går ud på.
Som danskere kan vi langt hen ad vejen være glade for, at de for eksempel nede ved Volkswagen i Tyskland er ret gode til at producere biler. Det giver gode køretøjer til det danske marked, og vi slipper for at skulle stable en bilproduktion, der sikkert ville blive både dårligere og dyrere, på benene. Ja, det giver så ekstra forurening i Wolfsburg og omegn, men alle andre steder giver det så ingen forurening fra produktionen af folkevognsbiler.
Chefredaktørens kommentar
- er et journalistisk produkt, der skrives uafhængigt af ejer- og partiinteresser. Kommentaren er alene et udtryk for skribentens holdning.
Ovenstående beskriver ganske forsimplet grundsubstansen i international handel på frie, kapitalistiske markeder, og man kunne i virkeligheden sætte et hvilket som helst internationalt brand ind i ligningen og få det samme resultat.
Nogle virksomheder er så omfattet af et kvotehandelssystem for CO2, men det er en ren europæisk historie og således kun gældende for bestemte typiske industrivirksomheder og fly- selskaber i EU, men i det mindste hele EU.
Der er landbruget ikke, tværtimod ligger det til, at vi i Danmark - som det eneste land i EU - vil indføre en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer. Godt nok har den nye midterregering klogeligt indskrevet de to vigtige betingelser, nemlig at en sådan afgift ikke må koste arbejdspladser eller konkurrencekraft, men alligevel vil en afgift rykke på de tektoniske plader i et ellers frit og ganske konkurrencepræget marked.
Og det vil bestemt være uklogt.
For ligesom Volkswagen er gode til biler, er vi i Danmark gode til landbrug. Dansk landbrugseksport sparer en masse udledning af CO2 andre steder i Europa og verden, ligesom den i øvrigt mætter mange munde, og sådan bliver man nødvendigvis nødt til at anskue hele spørgsmålet om udledning af CO2. Det er vel verdens mest globale problemstilling.
Det er nemt at blive beskyldt for bagstræben, når man argumenterer for internationale løsninger eller som minimum europæiske løsninger i denne slags sager, fordi de har det med at trække i langdrag eller slet ikke blive til noget. Udsigten til endeløse diskussioner i EU-parlamentet eller ministerrådet kan give nervøse trækninger hos enhver, der gerne vil handle og gøre noget for klimaet.
Men så længe der er efterspørgsel på mælk, ost eller bacon, vil det blive produceret. Og hvis man på grund af ensidige afgifter i Danmark får fjernet livsgrundlaget for en række landmænd her, vil denne mangel i udbuddet blive erstattet med forhøjet produktion andre steder.
Særligt i EU, hvor man har fjernet handelsbarriererne, så varer og arbejdskraft kan bevæge sig frit, vil dette ske, og dermed har klimaet intet vundet. Således vil man ikke via markedskonkurrence, men via statsafgifter gå ind at påvirke et marked, der ellers sørger for, at de bedste producerer det, forbrugerne vil have.
Det er, som om ikke alle politikere har forstået denne markedsmekanisme.
