Eksplosion i nye ASF-smitteudbrud på østeuropæiske gårde

Spredning af afrikansk svinepest sker hurtigt for tiden i dele af Østeuropa, hvor mange besætninger med grise er konstateret smittet med den frygtede sygdom.

Flere østeuropæiske lande melder nu ind om et hastigt stigende antal udbrud af afrikansk svinepest, og det er særligt i besætninger med tamsvin, smitten er konstateret.

Det beretter Markedsnyt for grisekød.

Det er griseproducenter i Rumænien, Serbien, Kroatien og Bosnien-Hercegovina, der for tiden er særligt hårdt ramt. 

I Rumænien er der alene i perioden 9. til 22. juli rapporteret om 113 tamsvin-besætninger med smitten. Til sammenligning er der i år hidtil registreret 259 besætninger i landet med afrikansk svinepest.

I Serbien er der i samme periode i juli registreret 80 tilfælde i besætninger mod 280 tilfælde hidtil i år.

Kroatien, der for nyligt har fået smitten inden for landets grænser, må også konstatere en kraftigt stigende smitte. 81 besætninger er ramt i den nævnte periode, mens det totale antal nu er steget til 112 besætninger i år.

Samme tendens ses i Bosnien-Hercegovina, der også har fået smitten i år. 186 besætninger er ramt af smitte, hvoraf hele 163 besætninger er ramt fra 9. til 22 juli. 

Af data fra EU-Kommissionen fremgår det, at 9.-22. juli har ført til 456 smittede besætninger og 261 inficerede vildsvin. Det bringer årets total op på 902 smittede besætninger og 5.445 inficerede vildsvin.

Den eskalerede situation har fået de veterinære myndigheder i Serbien, Kroatien og Bosnien-Hercegovina til i fællesskab at rette henvendelse til EU-Kommissionen og WHO med henblik på at få økonomisk støtte til at hjælpe de berørte griseproducenter.

Samtidig har de kroatiske myndigheder foreløbigt vedtaget en hjælpepakke på 7,5 millioner kroner til at kompensere de ramte griseproducenter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle