Sjællandsk kreaturslagteri går konkurs

Mogens Nielsen Kreaturslagteri i Næstved har indgivet en egenbegæring om konkurs.

Det sjællandske kreaturslagteri Mogens Nielsen Kreaturslagteri A/S er gået konkurs.

Slagteriet fra Herlufmagle ved Næstved indgav en egenbegæring til Retten i Næstved i går. 

Det bekræfter Retten i Næstved over for LandbrugsAvisen, ligesom konkursen fremgår af cvr-registret.

Slagteriet er grundlagt i 1914 og blev frem til konkursen ledet af fjerde generation, Carsten Nielsen, der var ejer og direktør. 

Carsten Nielsen ønsker ikke at udtale sig, men bekræfter over for LandbrugsAvisen, at der er tale om en frivillig konkurs.

Regnskabet for 2022 er endnu ikke offentliggjort, men i 2021 øgede slagteriet bruttofortjenesten med godt tre millioner kroner til 15,2 millioner kroner i forhold til 2020, hvor slagteriet ifølge 2020-regnskabet var ramt på både drift og likviditet på grund af coronarestriktionerne.

Samtidig blev bundlinjen i 2021 vendt fra et underskud før skat i 2020 på 3,8 millioner kroner til et lille overskud på 10.814 kroner før skat. Et resultat Carsten Nielsen i beretningen kaldte "mindre tilfredsstillende".

Egenkapitalen lød på 6,1 millioner kroner.

Satte gang i udvidelser

Carsten Nielsen overtog slagteriet i 2017 efter sin afdøde far, Mogens Nielsen. 

Efter overtagelsen satte han gang i udvidelser og ombygninger af slagteriet for et sted mellem 15 og 20 millioner kroner.

- Jeg gør det, fordi det er det, der skal til for at overleve. Jeg har måske 25 år at drive virksomheden i, og markedet forandrer sig hele tiden, sagde Carsten Nielsen til Landbrugsavisen i 2018.

Artiklen fortsætter efter billedet


Carsten Nielsen er fjerde generation i Mogens Nielsen Kreaturslagteri A/S. Foto: Dorte Stenbæk Bro

Frem til konkursen slagtede mellem 300 og 350 kreaturer om ugen og leverede ifølge sin hjemmeside kødprodukter til restauranter, slagterforretninger og supermarkeder. Kødet bliver markedsført under navnet Susåkød.

Med konkursen er der nu kun to kreaturslagterier tilbage i Danmark, Danish Crown Beef og Himmerlandskød. Skare-koncernen gik som bekendt konkurs tidligere på året.

Opdateret 1/8-23 klokken 12.17 med bekræftelse fra Carsten Nielsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle